Fra avisen "Stavangeren" den 9. august 1879
Fra
Soggendal skrives den 6te ds. til "Stavangeren" : En
husmandskone gik en Eftermiddag og satte hø i Saater medens
hendes aarsgamle Søn sat ved en Høsaate og saa til. Fattigfolks
Børn faar tidlig vænne sig til Taalmodighed, da der ingen er,
der har Tid til at stelle med dem mere end høist nødvendig.
Medens konen, der ingen Fare anede gik der; og ragede, hørte hun
en Susen over sit hoved og saa en stor Ørn, der med lynets
hurtighed slog ned og snappede hennes Barn, som den steg tilveirs
med. Som naturlig kunde være blev konen aldeles maalløs of
Skræk. Hun fulgte Ørnen med Øinene, indtil den forsvandt
mellem Fjeldene og faldt derpaa bevisdtløs om. Da hun kom til
sig selv igjen varede det en Stund, førend hun rigtig kunde
fatte, hvad der var hændet hende. I Begyndelsen troede hun, at
det hadde været en Drøm, men da hun saa, at Barnet var borte,
overtydedes hun snart om, at saa ikke var Tilfeldet. Der varnu
intet andet at gjøre end at lægge Sagen i Guds Haand. Efter
mennesklig Beregning skulde man jo tro, at, Barnet var
redningsløst fortabt, men det var dog ikke saaledes.
Ikke
langt fra Ørnens Rede gik tilfældigvis en Mand i Fjeldet og
slog Græs. Manden, der gik i sine egne Betragtninger, vækkedes
ved, hvad der paa dette Sted maate ansees som en høist
usædvanlig Lyd, nemlig Barneskrig; og opdagede derefter Ørnen
med Barnet i Kløerne, idet den netop sænkede sig ned i Redet.
Heldigvis kiente Manden godt om dette Rede, da han i sin Ungdom
havde været med at tage Ørnunger derfra.
Redet
laa paa en Afsats i Fjeldet ikke langt fra det Sted, hvor Manden
befant sig. Udgangen til Redet var ikke saa vanskelig endda, men
for at komme til det maatte han gjøre en Omvej, og imidlertid
kunde Ørnen sønderrive Barnet. Ved Stenkast lykkendes det ham
at fordrive Ørnen fra Redet, om hvilket den kredsede. Manden
skynde sig nu ad Omvejen at naa REdet og fandt her Barnet
uskadt.Var det let at komme ned, saa var det vanskeligere at
komme op, han maate binde Barnet fast om Halsen ved Hjælp af et
Tørklæde og kom paa denne Maade op, efterat han flere Gange
havde gjort Bekiendskab med Ørnens Vingespidser og det paa en
mindre lemfeldig maade. Manden der skiønnede, at Barnet maate
høre til nede i Dalen og tænkte paa Foreldrenes Fortvivelse,
forlod sit Arbejde og skyndte sig nedover.
Den
første Plads, han kom til, var tilfældigvis den, hvor Barnet
hørte hjemme. Der sad Moderen i Døren som et sant Billede paa
Fortvivelse med Ansigtet i Hænderne. "Nu, Sina", sagde
Manden, "se op og sig saa, om Gud ikke er naadig". Ved
disse Ord, som Konen neppe fattede, saa hun op og udstødte et
Skrig ved Synet af sit Barn. Hun rev det fra ham, faldt paa knæ
og takkede og priste Gud, og ligesom Sorgen forhen, var Glæden
nu nær ved at berøve hende Forstanden. Det varede dog længe,
inden den stakkels kone forvandt sin Skræk.
Historien kom også i Egersundposten 13. august, og i Fedrelandsvennen 15. august.
Jeg har sjekket kirkebøkene etter gutter født mellom 1.1.1878 og august 1879, og med mødre som heter Sina, Severine, Severina eller lignende.
Jeg har kun funnet to som kunne vært aktuelle :
1) John, født 3.7.1879 av foreldre Blikkenslager Johannes Andreas Pedersen Mong, under Gyland og Severine Hansdtr.
2) Sivert, født 18.1.1879 av foreldre Gardbruker Ole Andreas Lauritsen Netland og Severine Elisabet Sivertsdtr.
Jeg har ikke funnet historien nevnt i andre samtidige kilder.
Per J. Tømmeraas, ornitolog, som har skrevet boken ørnen - en barnerøver, og som satte meg på sporet av denne historien, mener at en bør være skeptisk til troverdigheten i disse historiene, men det er klart at veldig små barn kan teoretisk sett løftes av en fullvoksen ørn. Det finnes også slike historier fra mange andre kanter av landet.
Jeg har anskaffet meg denne boka, og når det gjelder denne historien kan han fortelle at følgende notis sto i et følgeblad til Almuevennen i 1879 : "Vi optog nyligen efter et af Stavangerbladene en Beretning om, at et Barn i Soggendal var bleven bortført af en Ørn. Et andet Blad vil nu vide, at det hele er en Skrøne, og at Historien er skreven ud af et Børneblad for 1877, hvor Begivenheden fortælles at være foregaaet i Syd-amerika."
Så det kan dessverre(?) tyde på at det hele dreier seg om en avisand.